
Unitas Norde har besluttet, at vi ikke vil møde op og skabe aktiv stemning til AaB’s førsteholdskampe, så længe BPTC fortsat har medejerskab af eller indflydelse i AaB.
For os er det en meget alvorlig, men nødvendig beslutning.
Unitas Norde er skabt omkring AaB. Omkring klubben, byen, fællesskabet og den identitet, som gennem generationer har gjort AaB til noget særligt. AaB skal være forankret i Nordjylland, i nordjyske værdier og i et fællesskab, hvor loyalitet, ærlighed, sammenhold og stolthed betyder mere end kortsigtede ejerkonstruktioner og eksterne interesser.
Vi har længe i samarbejde med andre gode kræfter på Vesttribunen kæmpet kampen imod BPTC. Kort tid efter at kampen begyndte, trak BPTC sig - officielt - fra den daglige drift af AaB. Siden har vi arbejdet for, at BPTC skulle helt ud af klubben.
Der har løbende været meldinger om, at den situation nærmede sig, men intet konkret er sket. Få folk i BPTC lader til meget stædigt og grådigt at holde fast i den andel, man ejer, fordi man ikke ønsker at sælge til en lavere pris, end man i sin tid købte sig ind til. Det er selvsagt ren utopi, at man kan få hele sin investering med sig ud, efter at man har vanrøgtet klubben til ukendelighed i årevis.
Samtidig har centrale folk i BPTC for nylig købt sig ind i den hollandske klub VVV-Venlo. Som tidligere beskrevet har ejerskabet af AaB også tidligere i det skjulte været involveret i ejerskab af andre klubber. Men det står nu lysende klart, at AaB er en del af et flerklubsejerskab. Derudover er det nu de allermest centralt placerede folk i BPTC, der er involveret i ejerskabet af en anden klub.
Det bryder med alt, hvad vi mener, at AaB skal stå for. Samtidig bryder det også med de løfter, som BPTC afgav til os fans, da de i sin tid købte sig ind i AaB.
Samlet har den udvikling været tungen på vægtskålen, som gør, at vi nu træffer den beslutning, som vi ellers har forsøgt at undgå.
For os handler det grundlæggende om AaBs identitet, klubbens fremtidige retning og ikke mindst uafhængighed. Vi ønsker ikke at støtte en AaB-virkelighed, hvor klubben indgår som en del af en større ejerstruktur, fordi AaB’s interesser risikerer at blive underordnet andre hensyn end klubbens egne.
AaB skal ikke være en brik i et større spil. AaB skal være AaB.
Når en klub mister sine værdier, mister den også noget af det, der gør den værd at kæmpe for. For os er AaB ikke et aktiv, en platform eller et led i en portefølje. AaB er vores klub, vores by, vores landsdel og vores fællesskab.
Derfor vil medlemmer af Unitas Nordi samtidig boykotte al økonomisk støtte til AaB, så længe den nuværende situation består. Det gælder blandt andet køb af sæsonkort,
billetter, merchandise og andet, der økonomisk understøtter klubben under de nuværende ejerforhold. Det er et drastisk skridt, men vi ser ingen anden udvej i en situation, hvor vores elskede klub befinder sig i en stadigt eskalerende ond spiral.
Vi trækker os naturligvis ikke fra kampen imod BPTC, og vores fravær fra stadion er på ingen måde udtryk for passivitet.
Vi vil fortsat kæmpe for AaB gennem aktioner, arrangementer, oplysning og andre tiltag, der kan lægge pres på den nuværende ejerskabskonstruktion og samle dem, der ønsker en anden fremtid for klubben. Samtidig vil vi fortsat bakke op om AaB, men fremadrettet til kampe med hold fra AaB af 1885 (moderklubben).
Vi er bevidste om, at beslutningen vil dele vandene. Vi ved også, at mange AaB-fans står i en svær situation, hvor kærligheden til klubben, som den var engang, stadig er intakt, men hvor det samtidig er nærmest umuligt at genkende klubben.
Det respekterer vi. Men vores linje er klar, og vi kan kun håbe på og bede om, at hele fanscenen vil bakke op i kampen for vor elskede klub - herunder ved ikke længere at yde økonomisk støtte til den nuværende ejerstruktur, så længe den står i vejen for det AaB, vi ønsker tilbage.
Unitas Norde bakker fuldtonet op om Fanforeningen for Aalborg Boldspilklub og det langsigtede arbejde, der bliver gjort for at sikre reel og ansvarlig fanindflydelse i AaB. Vi ser Fanforeningen som et afgørende samlingspunkt for alle, der ønsker en klub, hvor ejerskabet er bredt forankret, hvor ingen enkeltpersoner eller selskaber kan agere egenrådigt, og hvor AaB behandles som det, klubben er: en lokal kulturinstitution med rødderne dybt plantet i Nordjylland.
Derfor opfordrer vi alle AaB-fans til at melde sig ind i Fanforeningen. Det er ikke et alternativ til kampen. Det er en del af kampen. Af samme årsag vil Unitas Norde flytte de af vores midler, som nu bliver frie, fordi de indtil videre ikke skal bruges på eksempelvis tifoproduktion eller sæsonkort, over i yderligere støtte til Fanforeningen.
Beslutningen står ved magt, indtil det er tydeligt, at BPTC ikke længere har ejerskab, indflydelse og medbestemmelse i AaB — og/eller indtil der foreligger en officiel udmelding fra AaB eller BPTC om, at BPTC ikke længere agter at være en del af klubben.
Vores kamp er først og fremmest rettet mod BPTC og den rolle, de har haft og fortsat har i AaB. Men vi kan og vil samtidig ikke stå inde for, at der blandt personerne i NFG eller den øvrige ejerkreds er personer, der også er en del af ejerskabet i andre klubber.
Skulle den nordjyske del af NFG ønske at købe de folk ud, som vi ikke ønsker i klubben, vil vores syn på NFG være anderledes. Det handler ikke om et navn på en ejerkreds, det handler om, hvem der står bag.
Med sorg, opfordring til kamp og og kærlighed til AaB.
UNITAS NORDE